Fællesskaber
Kom og vær med til Alpha i The Gospel Fellowship!
10 onsdage hvor DU har muligheden for at udforske tro og at være på vej sammen med andre i et trygt og rummeligt fællesskab.
Aftenerne foregår således at vi starter med at spise sammen, fra den fælles buffet vi hver især medbringer mad til, og så vil der være video oplæg til samtale – og her må man gerne spørge hvorfor, hvad og hvordan.
Kurset ledes af Ib og Charlotte Nørholm Dyhr.
Vi glæder os til at se DIG 🙂
Kom og vær med i Ladies Lounge i The Gospel Fellowship!
En aften for kvinder og med kvinder, gospel, god mad og inspiration til at være kvinde i dag. Temaer skifter fra arrangement til arrangement, Næste tema er ”Du er værdifuld” – det har vi alle brug for at vide.
Kom og vær med til Gospel & Apostlene The Gospel Fellowship!
Sidst var temaet Gospel & LUKAS – og det er det på en måde igen. Lukas er nemlig forfatteren bag Apostlenes Gerninger, som vi dykker ned i sammen.
Velkommen til Gospel & Apostlene – 5 tirsdage kl 10 – 11.30 i Købnerkirken. (indgang på siden af kirken ud mod skotlands plads)
Bibelen er en under-fuld bog. Apostlenes gerninger (APG) binder Det nye Testamente (NT) sammen. Først er der evangelierne, så APG, og så brevene til sidst.
Forfatteren er LUKAS, og APG er bind 2 fra hans hånd.
APG handler om det, der skete efter Jesu opstandelse. Det handler om de første kristne og om hvordan det kristne evangelium spredte sig ud over verden både m.h.t. tid og sted…og helt op til 2025 – Takket være de ”første ildsjæle!”
Vi skal læse APG sammen – om ikke vers for vers, men i fællesskab prøve at ”læse og forstå” det engagement, den ildhu disse ildsjæle vi møder fra ”dengang” udviste.
Kom, vær med til at læse, vær med i samtalen, stil spørgsmål, lyt til hinanden, og find mulige svar.
Kom og vær med til Herreværelset i The Gospel Fellowship!
Mænd og mænd imellem eksisterer et helt specielt rum, hvor det at sparke dæk eller lægge fliser kan føre os ud i samtaler, hvor alting for en stund falder på sin plads.
I de timer har vi nemt ved at udforske og løse verdens store problemer gennem strategier og politikker, som synes skabt til netop dette. En gang imellem løfter vi også sløret for det nære, hvor løsningerne af og til kan synes mindre lige til.
Mange mænd er opdraget til at vise styrke og tage ansvar. Det er gode kvaliteter, som med årene kan modnes og ældes som den fineste vin. Andre gange kan de falde ud af hak i en mindre konstruktiv gentagelse, hvor kompasnålen ikke kan finde sine poler.
Med Herreværelset ønsker vi at skabe et rum for mænd, hvor det nære, det store og det uudgrundelige kan blive fortalt og hørt uden forbehold. Det vigtige er processen og samtalen, ikke målet.
Vi mødes ca. en gang om måneden i et privat hjem til et måltid, hvor samtalen godt nok tager sit udgangspunkt i et tema, men er fri til at rejse hen, hvor den vil.

