Vores historier

Mødet med døden under Coronakrisen

Interview med Jette Priskorn, skrevet af Ditte Andersen.

Jette Priskorn er frivillig i sangerteamet i The Gospel Fellowship.

Hun har som mange andre svært ved at undvære fællesskabet i en tid, hvor vi ikke må mødes på normal vis. Men denne tid har også betydet et møde med døden under helt nye og anderledes omstændigheder:

Jette mistede i starten af Coronakrisen sin tidligere svigerfar. Han var den 3. dansker der døde med Covid19.

Jettes tidligere svigerfar var en frisk ældre mand på 71 år, da sygdommen ramte ham. Han fik lungebetændelse, hvilket han har haft før, men denne gang reagerede kroppen ikke på penicillinbehandling.

Efter forværring i hans tilstand blev han indlagt og testet, men først ved 2. test, efter en uges indlæggelse, viste resultatet at han var smittet med Covid19.

Familien stod dermed i en helt ny situation. Efter blot fire dage på intensivafdelingen på Roskilde Sygehus var han desværre blevet så dårlig, at der ikke længere var håb for bedring. Respiratorbehandling samt livsforlængende medicin blev stoppet. Han døde d. 18.3 på Roskilde Sygehus, uden familien omkring sig.

Det var ikke en mulighed grundet smittefaren. Men al ros til personalet, som ifølge Jette har været helt fantastiske i en utrolig svær tid. D. 1. april blev han bisat med få gæster og stor afstand mellem dem. Jette fulgte med hjemme fra sin stue:

Det var meget svært at se, at stakkels farmor – og at alle andre – sad på hver anden bænk og at hun gik helt alene bag kisten ud, som blev kørt… ikke noget med at trøste hinanden fysisk. Kun med ord”

Betydningen af relationer og fællesskab

Jette er meget taknemmelig for det forhold hun har til eksmanden, far til deres store datter, Ida. Ida bor i denne tid fast hos Jette, for at undgå risiko for smitte. Jette er særligt udsat, da hun lider af

astma. De er gode venner og ses på den måde, at eksmanden og dennes kæreste kommer på besøg fra Karrebæksminde, og installerer sig med campingstole på plænen nedenfor Jette og Idas altan. Med sig har de kaffe og kage, og så bliver der snakket og hygget.

Det er med til, at savnet bliver knap så stort, samtidig med at vi passer vi godt på os selv og hinanden. Fællesskabet i TGF har også stor betydning, for som frivillig i sangerteamet har Jette vist sin sårbarhed:

”Det er et helt fantastisk fællesskab vi har i sangerteamet. De dejlige mennesker fylder i ens liv. Jeg er vokset op med ikke at vise følelser, men det tør jeg nu, hvor jeg har sagt højt, hvordan jeg har det”.

Som ung i alderen 15-28 år var Jette engageret i teater, skuespil og sang i mange forskellige sammenhænge. Efter forældrenes død og sidenhen skilsmisse, blev det rigtig svært for hende, da hun ikke mente, at hun kunne synge længere:

Det var jo en rolle, som jeg påtog mig, og det med selvværdet begyndte virkelig at være sværere, da jeg gik til psykolog og begyndte at synge igen… og så var det til gospel i Copenhagen Gospel Voices det hele ligesom gav mening, og så mødte jeg TGF, og i mit eget tempo og på min egen rejse søgte jeg optagelse i sangerteamet”

Lægen forslog Jette at genoptage korsang, og efter opstart i Copenhagen Gospel Voices skete der det fantastiske, at hun ikke længere havde brug for psykologsamtaler. På et Sommergospel-kursus har Jette sågar overvundet sin frygt for at synge solo! Meget nervøs og lige inden hun skulle på scenen, fløj der en sommerfugl ind i rummet – i det øjeblik var Jette ikke i tvivl om, at hun skulle gøre det. For sommerfuglen var Solomon. Jette havde året forinden, på sommergospel lovet Solomon Facey, at hun ville synge solo året efter. Desværre forlod Solomon denne jord, til stor sorg for Jette og ikke mindst Ida, som havde et særligt forhold til ham. Derfor var Jette også med til bisættelsen i London, sammen med et par veninder fra kor.

Foto: Jette Priskorn. Billedet viser bisættelsen som Jette og familien fulgte online hjemme på tv-skærmen. Englene på malerierne er malet af en kær veninde, Karin, og Jette værdsætter dem højt.

Tro og kirke

Det kan ifølge Jette være svært ind imellem at se meningen med det hele, men denne tid minder os om, hvad der virkelig betyder noget; nemlig at være i nuet og være der for hinanden. Jette oplever, at hun er blevet mere tænksom og at man ikke har så meget fokus på de materielle ting. Hun er glad for at være en del af TGF, fordi der er plads til alle, og til at tro på forskellige niveauer. Det er noget af det, som Peter Dyhr forstod vigtigheden i, og som Jette blev fanget af da hun begyndte at komme i kirken – at der er plads til alle uanset tro. Det er dog relativt nyt for Jette at være tilknyttet en kirke, og det har især været en proces for hende at italesætte i sit eget netværk, som ikke kender den side af hende: ”Jeg var længe om at sige, at det er en kirke jeg kommer i, og ikke bare kor”

Fællesskabet i TGF byder på en enorm støtte. Den støtte og kærlighed og de mennesker man omgiver sig med, er uvurderlig. Betydningen af en lille besked, en smiley eller en buket blomster på en dårlig dag er kæmpestor – det kender vi nok alle, særligt i denne tid.

Den lange transporttid med det offentlige og hensynet til sin astma, gør at Jette er særlig påpasselig og arbejder hjemmefra. Hun har masser af opgaver på sit bord, og for tiden har hun ansvaret for et større genhusningsprojekt i den boligforening, hvori hun er ansat.

Jette er bevidst om at få dækket sine sociale behov, og at være aktiv som hun plejer. Hun ser solen stå op med én fra TGF, derefter Lauras ”Morgensang og dagens tanke” som er blevet en fast del af morgenrutinen. Jette står op og sætter krøllerne og lægger make-uppen som hun plejer og går på arbejde – bare hjemme i lejligheden i Tårnby. Hun er som vanlig aktiv med gå- og cykelture, og om eftermiddagen mødes hun over face time og telefonsnak med tre nære veninder – deriblandt én i Australien. Måske drikker hun kaffe med Kirsten fra gården, fra hver deres altan. Hun taler også med en pige i opgangen, en ny relation der er opstået siden nedlukningen:  

Det er som om, at vi kommer hinanden mere ved i denne tid. Måske er det næstekærlighed?”