Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Gospel Aid d. 8. juni 2013: Støt udsatte børn i Egypten!

Lørdag d. 8. juni 2013 eksploderer København endnu engang med gospel! Og DU kan være med!

Gospel Aid er et samarbejde mellem The Gospel Fellowship og Danmission og løber af stablen for 2. år i træk. Gospel Aid støtter udsatte børn i Egypten, og vi har brug for DIG. Alle børn har ret til at være børn – også i Egypten. Derfor støtter GospelAid 2013 udsatte børn, dvs. gadebørn, handicappede, børnearbejdere og deres familier i Egypten.

Vi fokuserer på:
– Et liv med uddannelse og fritid.
– Børnekomitéer, der giver børn og unge en bevidsthed om deres egne rettigheder og en mulighed for at gå i dialog med myndigheder og arbejdsgivere.

GospelAid er et heldagsarrangement med mange forskellige aktiviteter og begivenheder rundt omkring i København. Sangere fra hele landet, og fra Sverige og Norge, deltager – alene eller sammen med deres respektive kor. Vi har base i Vor Frue Kirke (Domkirken), hvor korene øver i løbet af dagen, og hvor den afsluttende støttekoncert holdes om aftenen.

Gospel på byens torve og pladser
Dagen igennem giver de forskellige kor koncerter på en række af byens torve og pladser, nærmere bestemt på Kultorvet, Gråbrødre Torv og hjørnet ved Skoubogade og Vimmelskaftet – på Strøget. Med andre ord indtager vi byen og gør den til europæisk gospelcentrum for en dag.
Og nej, det danske sommervejr kan man ikke regne med. Til gengæld kan man stole på, at gospelmusik er ensbetydende med livsglæde, energi og smittende rytmer, og det har vi tænkt os at bevise den 8. juni.

Markedsplads på Nytorv og Gammeltorv
For at samle så mange penge ind som muligt til udsatte børn i Egypten, byder GospelAid også på en stor markedsplads på Nytorv og Gammeltorv, hvor det er muligt at shoppe lækkert genbrugstøj og god mad.

Støttekoncert i Københavns Domkirke d. 8. juni 2013 kl. 20.00
Dagen kulminerer, når alle deltagere samles i Domkirken for at synge sammen. Synge sammen med hinanden. For hinanden – og med publikum.

Tilmelding:

Der er flere måder, du kan deltage i GospelAid på:

Tilmelding enkeltpersoner
Du behøver ikke at synge i et kor for at være med til at gøre en forskel sammen med GospelAid.
Hvis du ikke kommer som en del af et tilmeldt kor, tilmelder du dig ved at købe en dagsbillet her.
Det koster 90 kr. at være med hele dagen – inkl. er både workshop og entré til støttekoncerten.

Tilmelding for kor
Kor tilmelder sig samlet ved at sende en mail til vores koordinator Kirsten Olesen på koordinator@gospelaid.dk

Før du tilmelder dig som enkeltperson, så spørg evt. i dit kor om ikke I skulle deltage samlet.

For mere info se: www.gospelaid.dk

Vi glæder os til at se DIG til Gospel Aid 2013!